6. hilsen fra NZ - LOTR

Dagen efter, søndag den 22., kunne man mærke at man levede, eller at man var øm i hver en muskel i hele kroppen. Aldrig har jeg haft så ømme ben, baller, arme, skuldre og ryg.. Puha..
Vi var en 10 stykker der tog på en LOTR (Ringenes Herre) sight tur, for det område vi boede i, havde som mange andre steder på NZ lagt natur til filmene.
Vi tog ud og så klippekløften som er Gate Mordor i filmene, vandfaldet hvor Gullum sidder på en sten og spiser en fisk og hotellet hvor de boede under optagelserne i området. Det var super flot det hele :-)

Derefter stod den på 6 timers togtur fra National Park til hovedstaden på NZ, Wellington.

5. hilsen fra NZ - Tongario Crossing

Update fra 7. august (Udbrud i Tongario Vulkan): http://politiken.dk/udland/ECE1712726/vulkan-vaagner-uden-varsel-efter-115-aar/

Hej igen alle sammen :-)

Siden sidst er der sket meget! Jeg har helt glemt at skrive hvor utrolig smukt her er her på New Zealand.. Jeg er dybt fascineret af de grønne bakketoppe og den fantastiske natur der er overalt. Desværre får kameraet ikke alle de flotte farver med, men jeg har dem på nethinden, og prøver at få de bedste detaljer med.

Nå, siden Wai-O-Tapu og Hobbiton har vi været næsten en uge på farten og i vandrestøvlerne.

Fredag den 20. tog vi fra Rotorua til National Park for at skulle på en lang vandretur oppe i bjergene.

Lørdag den 21. skulle vi afsted kl. 7.15 for at komme på Tongariro Alpine Crossing, hvor vi skulle bestige/vandre nogle vulkanbjerge. Ruten var på 19,4 km og staretde i 100 meters højde i Mangatepopo Hut. Så vandrede vi opad til Soda Springs i 1400 meters højde. Fra Soda Springs gik det op og op og op til South Crater som var i en højde af knap 1700 meter. Derfra gik det OP og OP og OP til Red Crater som lå i en højde af 1900 meter. Fuck mand! Og det er jo altså ikke asfalterede let tilgængelige stier, der er natur og det er som vulkanen har skabt bjerget, så nogle steder måtte man klatre lidt og sådan.. Fra Red Crater gik det lidt ned igen til Emerald lakes, hvorder var en ret stor vulkan sø. Wauw! Derefter skulle vi lidt mere ned, hvor vi gik på en ret stejl "bakke" hvor der var så meget sand/grus som man ikke kunne gå i, men man skulle bare læne sig tilbage og sætte hælene i, og så gled man 20-30 cm af gangen.. Det er svært at forklare, men det krævede at man havde tungen lige i munden og man ikke fik overbalance, for så røg man langt ned..
Videre kom vi til Blue Lake som lå i næsten 1800 meters højde. Det skal lige siges, at luften nogle steder var så tynd, så når vi havde de hårde stigninger, så var det virkelige svært at få vejret ordentligt, og man følte sig som en på 80 år som ikke kunne få luft.
Efter Blue Lake gik det nedad. Ned ned ned.
Men det var sgu også hårdt, for der lægger du bare vægten et andet sted. Jeg fik lidt ondt i mit ene knæ af al den vandring i det terræn, men det gik over så snart vi kom ned.
Jeg prøver at tilføje et par billeder her på bloggen, så I kan se noget af det meget smukke der var at finde på vulkanbjergene!

4. hilsen fra NZ - Hobbiton

Igår, onsdag, var jeg også på en anden tur, nemlig i Matamata for at besøge Hobbiton. Dem der har set eller hørt om Ringenes Herre triologien ved, at det er Hobbitton der har lagt natur og "scene" til en del af optagelserne fra filmene.
Alle 3 film er optaget rundt omkring på NZ, men Hobbiton er kendt for blandt andet det store Party tree og de små huse gemt på bakkerne, med de runde døre.

Jeg havde glædet mig enormt meget til denne tur, dels fordi der i det hele taget er utrolig smukt, men som lille film nørd, er det jo også sjovt at stå i et "movie set" som er bevaret og genopbygget igen pt., fordi fortløberne til Ringenes Herre, Hobbitten, netop er blevet optaget og optagelserne sluttede i november.

Det er et kæmpe og utrolig smukt område, som Peter Jackson (instruktøren), havde ledt længe efter, og da han så fra fly, fik øje på "the party tree", som er et kæmpe træ der er over 100 år gammelt, var det dér, at han ville have sine kollisser.

3. hilsen fra New Zealand - Wai-O-Tapu

Jeg er stadig i Rotorua..
Igår, onsdag, var jeg på to ture, og det var en lang, men god dag.
Mange af de andre fra holdet skulle ud og river rafte i båd og blandt andet gennem et 7 meter vandfald. Den tur takkede jeg nej til, da jeg synes jeg havde fået nok "eventyr" i grotterne forleden.
Så vi var 6 stykker der tog ud til Wai-O-Tapu i stedet, som er et sted hvor der er syresøer og kogende mudder i jordoverfladen. Det var sjovt nok, meget syret, men utrolig flot på sin egen måde.
Vi så som sagt kogende mudderhuller, en aktiv gejser og syresøer i lange baner. Det var ret vildt!

Syresøerne var også ret fantastiske. Det skal lige siges, at der ikke ligefrem duftede af roser derude. Der lugtede af en blanding af rådne æg nogle steder, svovl og andre sære ting.. Så man skulle ikke have en kvalme hængende, for så tror jeg nemt den ville blive til opkast.

2. hilsen fra New Zealand

Hej igen alle sammen..

Nu er jeg i Rotorua :-) Her har jeg været siden igår aftes.
Men lad os starte fra hvor I sidst hørte fra mig.

Fredag havde vi Maori undervisning, hvor vi lærte om Maori kulturen og om hvorfra Maorierne nedstammer og hvordan New Zealand blev til.. Vi blev undervist af en præst og en Maori, så vi blev frelst flere gange.. Ha ha!

Lørdag skulle vi på kajaktur! Der kajakkede vi i 3-4 timer rundt på en flod og så forskellige ting, og også et vandfald.
Bagefter var vi på tur til Waitangi Treaty Grounds, hvor vi lærte om, hvordan og hvornår der blev skrevet under på en traktat mellem Maorierne og New Zealand tilbage i sin tid. Og jeg var så heldig at blive skidt på af en fugl, men de andre siger det bringer held ;-)

Søndag havde vi en veltiltrængt fridag. Ja, selvom vi har fri hver dag, er det hårdt at være på farten hele tiden og rejse rundt og opleve så meget. Så dagen bestod af tøjvask, oprydning i kufferten mm.

Mandag rejste vi fra Paihia til Waitomo, en 6 timers lang køretur. Undervejs var vi lige tilbage i Auckland og holde frokostpause, og ellers på farten igen. Vi fik set Løvernes Konge og Avatar i bussen, eller, de andre gjorde, jeg sov og hørte Mads og Monopolet på min iPod!
Vi ankom til Waitomo sent mandag aften, for at starte et nyt eventyr tirsdag.

 Tirsdag! Waitomo er en by man tager til, for at se deres grotter, Waitomo Caves. Der er nogle forskellige ture i grotterne som ligger langt under jorden, og vi havde alle tilmeldt os den vilde af dem.
(Mor hold op med at læs nu, eller vær glad for jeg blev frelst af præsten tidligere.)
Vi skulle afsted 8 af gangen på en 5 timers tur.
Først skulle vi i en forfærdelig meget udstyr i form af tyk våddragt, våddragtssokker, specielle sko og så på med hårnet og hjelm og rapelle udstyr.
Derefter fik vi introduktion til hvordan man rapellede og sådan lidt forskelligt.

Så skulle vi ned i grotterne!
(Dem der kan huske hvordan jeg havde det efter jeg havde set filmen Sanctum, ved at tilmelding til denne tur fra min side har krævet stor eftertænksomhed)..
Nå! Vi skulle så en af gangen rapelle ned i et mørkt hul og grotte, kun oplyst af den lille lygte vi havde på hjelmen.. Vi rapellede ca. 35 m ned af en klippe/grottevæg ned i grotten. Alt var sort, vi havde kun lygterne i hjelmen!

Da vi kom ned, nogen af os med skelvende ben, kom vi ned til noget af det, vi egentlig kom for at se, "the glow worms", der til svag sammenligning kan kaldes Sankt Hans orme i Danmark.  

Derefter gik vi et stykke, og så skulle vi svæve på en line henover klipper og vand i total mørke (bare for at gøre det lidt mere vildt), eller frygtindgydende for nogle af os. Igen én og én. Vi blev bedt om at skrige så højt vi kunne, og da det blev min tur, sagde jeg til de andre, nu skal I høre en stor pige skrige. Så blev jeg sendt afsted, og jeg SKREG med al den luft og kraft jeg havde i lungerne.. Flere af dem sagde bagefter, at de aldrig håbede at høre mig skrige sådan igen ;-)

Da vi alle var kommet derhen, skulle vi til næste udfordring. Hoppe ned fra den klippevæg vi var på (2-3 m), ned i iskoldt sort vand på en gummiring. Det krævede igen en stor dyb indånding, og jeg blev ved med at tænke på at jeg var frelst, så der kunne jo ikke ske mig noget. Så jeg hoppede.....
Og! Jeg overlede :-)
Så så vi flere glowworms og flød rundt på gummiringene i det kolde vand.

Så blev vi samlet som et langt futtog på ringene og blev trukket videre imens vi sang "I en lille båd der gynger" for vores guider.
Så skulle vi igennem nogle små åbninger og kravle ind i mørke huler, hvilket lige fik klausen op i mig igen igen, men fedt var det, for de fleste var mere bange end jeg. Så selvom jeg var pisse ræd men samtidig spændt, var der altid en der var mere bange end jeg ;-)

Så kom vi til et indvendigt vandfald som vi skulle kravle op af på en klippevæg og ind i en ny grotte. Puha, det var "klamt". For hvis man faldt, så faldt man, og det ville ikke være godt for krop eller hoved, tiltrods for alt det udstyr vi havde på.
Vi kom igen alle igennem, og vigik videre i vandet og mødte Cecilie og Black Silver, to kæmpe ål der levede i grotterne. Nå ja, jeg sked næsten i våddragten der, da en af dem svømmede ved siden af mig! Den var altså knap en meter lang!

Vi kom igen til et nyt vandfald, men det var større end det andet, forstået på den måde, at den åbning vi skulle kravle op igennem, den var meget større end den anden, så det var ikke så slemt taget i betragtning af hvad vi lige havde klaret.

Og så gik der ikke længe, så kom vi op og ud i sikkerhed :-) Da vi var længst nede i grotterne, var vi 70 m under jorden.

Da vi kom hjem, skulle vi afsted igen, og videre i bus til Rotorua hvor jeg er nu :-)